Natur og landskab i kalejdoskopisk øjenhøjde

140319_00010-1
KO_00036-2
140319_00010-1
Kajotto_00002

Kaj Otto Thomassens malerier er inspireret af naturen og landskabet. Af Danmarks skove og strande, marker, enge og lunde. Af de tropiske skove på Bali og af templerne sammesteds. Farverne matcher deres lokalitet og for Danmarks vedkommende deres årstid: blågråt, lysegrønt, gråhvidt, kornblomstblåt og løvfarvet og, hvad angår Bali, fuld knald på de varme tropiske toner.
 
Hvad der er usædvanligt, er måden, disse landskaber og denne natur males på. Kaj Otto Thomassen tyr nemlig hverken til centralperspektivet eller til det, man kan kalde Per Kirkeby-modellen: lyrisk abstrakte naturindtryk. I steder vender han sig mod Picasso og det kubistiske blik på verdens fænomener. Ikke ved som hos denne og Georges Braque at spalte kompositionen i prismeformede felter, så objekterne i maleriet ses fra flere steder på samme gang, men ved at inddele fladen i overlappende rektangulære planer.

Resultatet er dog mere eller mindre det samme. Blikket kan ikke finde én fast synsvinkel i maleriet, men må skandere billedfladen i ryk. Strider dette mod centralperspektivet, ligner det til gengæld – og det er noget, den verdenskendte kunstner David Hockney har brugt de sidste tiår på at demonstrere – den måde, vi i virkeligheden sanser på. Et centralperspektivisk syn på verden, kræver, at man står bomstille og fastlåst betragter det samme punkt. Men det er jo ikke sådan, vi ser og sanser. Tværtimod. Vi drejer hovedet og går rundt i landskabet, hvad enten det er en skov, en landevej eller bare hjemme i vores baghave, med det resultat, at synsfeltet splittes op i mindre enheder. Et kubistisk maleri er, hævder Hockney, mere realistisk end et centralperspektivisk, netop fordi det efterligner den måde, vi i virkeligheden sanser på. Ved at splitte kompositionen op opnår man desuden den kæmpefordel, at man kan gengive forskellige tidsopfattelser i ét og samme billede. I samme maleri både vise de truende sorte skyer og det øjeblik, hvor regnen vælter ned.
 

140319_00010-1
140319_00010-1
140319_00010-1
140319_00010-1
140319_00006-1

Det er lige præcis det, Kaj Otto Thomassen gør i sin billedverden. I ”Foråret lod vente på sig” viser han således både den spirende grønne skov og det vinterkolde landskab, som ikke lige har tænkt sig at slippe sit greb. To tider i ét og samme billede. Det grå nu og det grønne håb side om side. Maleriet viser også et andet af Kaj Otto Thomassens kunstneriske kendetegn: et vekslen mellem figurative felter og rent abstrakte flader. Flader, der både giver kompositionen et frisk dynamisk pust, men også kan angive en stemning. I ”Foråret lod vente på sig” fylder disse flader ikke så meget, men i andre malerier, f.eks. i ”Hen over sommeren” dominerer de i en sådan grad, at de figurative elementer er henvist til en statistrolle. Uden at helhedsindtrykket og sommerstemningen er meget anderledes af den grund.
 
Kaj Otto Thomassen kan også veksle mellem billeder med fortrinsvis store rolige flader og beherskede penselstrøg, mens andre er domineret af voldsomt ekspressive penseludladninger. Alt sammen visende et påvirkeligt temperament og et indfølende sind, samtidigt med, at man i den overordnede kompositoriske disciplin tydeligt fornemmer hans baggrund som grafisk designer.
 
Disciplin og spontaneitet, figuration og abstraktion, lyrisk indlevelse og ekspressiv vildskab, forskellige nuer i ét og samme billede: Kaj Otto Thomassen har blik for sammenhængskraften bag verden fænomener, og det er utvivlsomt én af de ting, der gør hans malerier så spændende og dynamiske at kigge på. De lever. Og man kan mærke det med sit blik og med sin krop.

Af Tom Jørgensen
kunstanmelder ved Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen